At soege efter det universelle

 

Tekst: Sabine Behrens

Denne udstilling giver os et indblik i kunstneren Geske Slater Johannsens maleriske vaerk. Geske Slater Johannsen er foedt i Toender 1964. Hendes nyeste arbejder siden 1996 omfatter dels oliemalerier malet i gennemsigtige farver med loese, langstrakte penselstroeg og dels kultegninger paa grundet laerred. I hendes billeder fortsaettes horisontale og vertikale linjer eller striber og boejede, sjaeldnere takkede og slyngede kroge og tegn til for det meste retvinklede, paa en vis maade grafiske gitterstrukturer, der er foert ud over hele billedfladen. Til denne komprimering paa en flade kommer der yderligere som et kompositorisk princip en lagdeling af enkelte linjerastere eller parallelle streger over hinanden. Oliemalerierne, der saaledes er malet i lag, besidder – selv om de er autonome over for virkeligheden – en spaendende rumlig dybde, som kunstneren udarbejder ved hjaelp af kontrasten mellem lys og moerke i de enkelte farvetoner. Vekslingen mellem farvestyrkerne skaber en illusion om, at de horisontalt/vertikalt strukturerede flader ligesom svaever, saaledes at nogle synes at traede frem, mens aandre traeder tilbage, samtidig medat lyset mellem farvebjaelkerne optisk set vibrerer. Geske Slater Johannsen undgaar i saadanne rumlige billedforholddet entydige og det endegyldige. Dette gaelder ogsaa for de enkelte billedstrukturer: Saaledes forekommer der paa den ene side billeder, som fremviser en ensartet fladeudflydning, uden hierakisk inddeling. De virker dermed som udsnit af en stoerre struktur, der kann fortsaettes i alle retninger. Paa den anden side findes der vaerker, der fastgoeress til siderne ved hjaelp af indramninger i form af forskellig penselfoering eller anden bevaegelsesretning. De store, yderst foelsomme vaev i kultegningerne bliver undertiden ved en enkelt billedkant mere stormaskede og lysere, aabner sig op og giver dermed plads til fremhaevede cirkelbrudstykker, ovalfragmenter og koncentriske dobbeltbuer paa den hvide grund.

Geske Slater Johannsen giver sig god tid med sin kunst. De maleriske forandringer i hendes vaerk udvikler sig langsomt, de er allerede anlagt i forudgaaende vaerker, saaledes at kunstneren saa at sige kun behoever at registrere dem, tage dem op og omsaette dem – hun fornaemmer det via sine billeder, for: „ Det er arbejdet, der indgiver mig det!“ Maleprocessen er ved siden af alle formelle problemer et tema for sig, maleriet bliver ogsaa opfattet som forloeb. Tilfaeldige spor, der noedvendigvis knytter sig til en saadan fremgangsmaade, stiller kunstneren bevidst spoergsmaal til bagefter. Enten bevares de, eller ogsaa sletter hun dem. Betragteren fornemmer den fine vibreren i denne stille kunst og den subtile „ ubevaegede bevaegelse“ i linjernes spind. Af den kun tilsyneladende ustrukturerede fortsaetning af enkelte lineaere pinselstroeg eller kulstreger opstaar der en afbalanceret og altsaa dog alligevel velordnet, harmonisk struktur.

I Geske Slater Johannsens billeder ses den tidskraevende soegen efter en billeddannelse, der er tilfredsstillende for kunstneren. Hvert billede for sig bliver til en tanke om maleriet. I de to grupper, oliemaleri og kultegning, giver maleren afkald paa baade farve, form og rumlig illusion. Denne bevidste reduktion af de kunstneriske midler udspringer af oensket om at koncentrere ethvert billede om det elementaere; kunstneren forsoeger som en form for analytisk undersoegelse at naa frem til maleriets grundkategorier og at blotlaegge dets „urelementer“. Dette afkald udgoer en slags renselsesproces, hvorved hendes arbejde helt og holdent overfoeres til problemerne farve, form og maleriets grund. Tilbageholdenheden, hvad angaar farve, og den udstrakte begraensning til hvidt og sort samt blandede graatoner gaar tilbage til hendes studier ved Staedelschule i Frankfurt am Main hos Christa Näher og Per Kirkeby. Med den sidstnaevnte har hun paa en vis maade det tilfaeldes, at der samtidig med en egentlig emotionel holdning forekommer en koelig fastfrossen billedform. Selvom Geske Slater Johannsen bruger det traditionelle grundlag for et maleri, et laerred, der for det meste er spaendt ud paa en kileramme, saa ophoejer hun et tegnemateriale til det baerende materiale i sit maleri, nemlig kullet. Mens kul i begyndelsen kun optraadte i form af floejslagtige, sorte stregfragmenter i de aeldre skypraegede oliemalerier, har det i dag helt frigjort sig som malemiddel med sin egen vaerdi. Det er der tre grunde, der taler for: For det foerste bliver „fortegningen“ paa laerredet erklaeret for det faerdige billede. Det er en hyppig fremgangsmaade i moderne kunst, at anerkende en skitseagtig udformning som fuldt ud gyldig. Ford et andet: dermed bliver undertegningen samtidigt frilagt. Kunstneren traenger saaledes inden for sit kunstkoncept billedligt talt in i lagdelingen i sit maleri frem til urgrunden. For det tredje opfylder kullet med de sorte toner i sin brede streg kravene til strukturens lineaere forloeb og frem for alt til en grafiknaer sort-hvid kolorit. I kultegningen er malerisk set alt sagt, fordi den nuancerede kulstreg besidder farvekvaliteter. Foerst i hendes sidste arbejder fra i aar begynder farveaspektet igen langsomt at overtage en baerende rolle, hvorved tegningens karakter samtidigt gaar i retning af det stofligt-tekstile. Vi maa afvente og se, hvilken retning paa farvepaletten hendes vaerk for fremtiden vil bevaege sig.

For Geske Slater Johannsen er linjen en haandskrift, eller med kunstnerens ord: „ Den har hver gang en ny karakter. Snart udstraaler den humor og glaede, snart er den alvorlig og melankolsk“. Reduktion af formen betyder: at begraense sig til linjen som eneste skabende element, da linjen jo er den egentlige abstraktion for tingenes konkrete verden. Den bliver her til baerer af udtrykket, idet den ikke laengere som kontur definerer en form og afgraenser den fra andre former, men laegger et moenster som  fladeinddeling ned over billedfladen, altsaa i sig selv er en autonom form. Slater Johannsen befinder sig her i en tradition, der gaar tilbage til de klassiske modernister, hvor f.eks. Paul Klee anbragte selvstaendige, lineaere figurer paa forskellige farvepletter, eller Piet Mondrian, der satte lineaere striber i relation til rene farvefirkanter. Man kunne gaa endnu laengere og minde om Albrecht Dürer og Rembrandts grafiske vaerker. Der udfolder krydsede og paralelle linjer et forbavsende selvstaendigt liv inden for omridstegningen, uden at de overhovedet skal understrege nogen form eller som landskabsfragmenter fremkalde en saerlig atmosfaere. Det forholdd, at linjen frigoeres fra sin traditionelle funktionsbestemmelse, bringer paa den anden side kunstneren taet paa nuvaerende positioner inden for en lineaer abstrakt ekspressionisme – repraesenteret af Jackson Pollock med hans absolut sammenlignelige all-over-strukturer, Cy Twombly med de kalligrafiske soejleformede kurver, Winfred Gaul med sine farveglade loese stroeg eller overraskende nok nordmanden Olov Christopher Jensen, hvad angaar hans gitterstrukturer.

Geske Slater Johannsens billeder fremviser en arkitektonisk karakter ligesom byplaner, dog uden deres utilnaermelige strenghed, afvisende eksakthed og forestilling om matematiske idealmaal. I stedet kann de snarere betragtes som noget levende. For at blive i billedet med byen: De afbilder i mindre grad et urbant planlaegningsstadium, snarere der pulserende sociale liv. De er sarte og skroebelige baade med hensyn til materie og indhold. Det faktum, at kunstneren har studeret arkitektur, tillader mig denne association. Hvad det formelle angaar, minder kultegningerne ogsa om arkitekturskitser, f.eks. fra den gotiske tid. Dog unddrager nettet af linjer, naar det kommer til stykket, sig enhver symbolsk tolkning, derfor maa enhver betragter finde sin egen tilgang, foer der aabnes et associationsrum. Vores muglighed er, at vi naermer os billederne emotionelt, og det synes ogsaa at vaere kunstnerens intention. Og dog forbliver der en sidtste mataforisk antydning. Geske Slater Johannsens billeder er ogsaa lignelser om den mennesklige ekstistens og dennes grundkategorier. Linjefletvaerket kann staa for soegning efter holdepunkter i usikre livsforhold, efter oensket om orden og harmoni under vaklende, ustabile forhold. I billederne afspejles de menneskelige livsbetingelsers ambivalens og paradokser i spaendingsfeltet mellem det statiske og bevaegelsen. Kunstneren viser sin egen proces med at finde sit selv, en soegning, der kan goere krav paa eksemplarisk almengyldighed. I denne betydning handler hendes billeder om saavel det elementaere som det universelle i tilvaerelsen, om dennes sidste sandhed, som vel naeppe lader sig finde. 

 © 2018 by Geske Slater Johannsen

  • Grau LinkedIn Icon
Geske Slater Johannsen, Frankfurt am Main
geskedk@gmail.com
Zeitgenössische Kunst, abstrakte Malerei
Zeichnung, räumliche Fläche, 
Viskosität, Struktur, Minimalismus